Kl. 00.05
Tysklands valg
 
 
Peter Lodahl – Portræt af en operastjerne Foto: peterlodahl.com

Peter Lodahl – Portræt af en operastjerne

Det var tre stjernestunder for den danske stjernetenor Peter Lodahl, da han fik muligheden for at være verdensstjernen Anna Netrebkos partner i "La Boheme" i København.

"Hver af de tre forestillinger var forskellige", fortæller han i en samtale med Frantz Howitz. "Vi reagerede på hinanden i stedet for bare at "spille", fortsætter den danske operatenor og fortæller videre om, hvor forbløffet han var over Netrebkos ydmyghed og "holdbarhed". Hun er ikke én af de sangere, der bliver ført frem af pladeselskaber og agenter, uden man ved, om de holder i det lange løb. "Netrebko holdt – hele vejen igennem", slår Peter Lodahl fast.

Efter en række år i Tyskland er tenoren Peter Lodahl nu medlem af Den Kgl. Operas ensemble. dk4 har fulgt sangeren, der fik lov til at synge sammen med Anna Netrebko i "La Boheme".

Det stod ikke skrevet over Peter Lodahls vugge, at han skulle blive operastjerne. Det kom nærmest som et tilfælde, at han kom til at synge. Barndomshjemmet i Herning var ikke begavet med et musikanlæg, og derfor var klassisk musik og opera et ikke eksisterende element i Peter Lodahls opdragelse. Han spillede fodbold og sad med fodboldstøvlerne på i en bil og ventede på at hans bror skulle have lyttet til sin stemme i Herning Kirke. For at fordrive ventetiden, blev der også lyttet til Peters stemme, og straks blev han optaget i Herning Kirkes kor. Selvom Peter både spillede trompet og klaver, var det som om hans omgivelser hellere ville høre hans sang.

Efter Musikkonservatoriet i Århus og Operaskolen i København valgte den nyuddannede sanger Peter Lodahl at friste livet i Tyskland. Her kunne han, på ét af de mindre operahuse, synge hovedpartier i stedet for mindre roller på et stort operahus som f.eks. Operaen i København. Valget faldt først på operaen i Kiel, hvor han helt tilfældigt traf sin nuværende hustru – skuespillerinden Katrin Weisser. Hun gæstespillede på det tidspunkt i Kiel som Portia i "Købmanden i Venedig".

Siden befæstede Peter Lodahl sit navn i flere store partier i omdiskuterede "skandaleopsætninger" på Komische Oper i Berlin, men sang også på både Staatsoper Under den Linden og Deutsche Oper.

Et operaliv i Berlin, en kone og to små børn i Hamborg og resten af familien og vennerne i Danmark blev for meget for Peter Lodahl. Han har nu bosat sig på Amager med sin lille familie. Herfra kan han passe sin nuværende stilling som solist i Den Kgl. Operas ensemble, hvor han bla. skal synge II trittico i foråret 2013 og samtidig kan han nå rundt på gæsteoptrædener i bl.a. Tyskland, hvor hans talent er efterspurgt på både operascener og koncerttribuner.

Peter Lodahl var med i Kasper Holtens operafilm "Juan", hvor han synger Donna Annas bedragne ægtemand Ottavio. For øvrigt som den eneste danske sanger i den meget roste film.
 
       
dk4 | Rådmandsgade 55 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.