Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Havemagasinet: Roser

Vi elsker roser! De er nogle af de mest populære haveplanter, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Blomsterne er billedskønne, mange af dem dufter fantastisk og så findes der så mange forskellige, at det kan være svært at vælge, hvilke der skal have en plads i haven.

Men drømmen om det romantiske rosenbed bliver ikke altid som håbet. Når roserne ikke trives, mister de hurtigt deres skønhed. De taber bladene og der kommer kun få blomster. Men giver man dem de rette betingelser og tilpas opmærksomhed, så kan man sagtens få succes med roserne. Hør hvordan i ”Havemagasinet: Roser”, hvor landskabsarkitekt og gartner Louise Møller giver gode råd.

Havemagasinet roser_Rosenhave_total_900x405
Tekst: Louise Møller, Landskabsarkitekt og gartner

Vælg den rette placering 
Selvom nogle sorter af roser kan trives i en smule skygge, så skal alle roser som udgangspunkt plantes i den mest solrige del af haven. Jorden der plantes i, har også meget at sige. En god næringsrig muldjord er det bedste, og har man ikke det, så må man forbedre jorden med enten rosenjord, kompost, staldgødning og evt. lergranulat hvis man har en meget sandet jord. Ler er med til at holde på vand og næring, og det er en nødvendighed hvis man vil dyrke de forædlede roser med succes. Bor man vindudsat og har en sandet jord i haven, er det værd at overveje de vilde roser. De er mere robuste end de forædlede.

DSC 0126_800x530DSC 7687_800x530









Gødning skal der til

Gødning er vitaminer for planterne og det sikrer at planterne holder sig sunde og sætter flere blomster. Roserne kræver meget gødning, men helst kun i små doser ad gangen. Man gøder første gang i midten eller slutningen af marts, anden gang i midten af juni og sidste gang i midten af juli. Gødningen skal spredes på jorden omkring rosen, men ikke helt inde ved stammen. De rødder som optager gødningen, er de små tynde rødder som sidder længst fra selve stammen.
En tommelfingerregel siger at roserne ikke skal gødes efter 1. august. Det skyldes at man ikke ønsker for meget ny vækst sidst på sæsonen. Får vi en hård vinter, vil de unge skud ikke nå at hærde inden vinteren, og skades derfor nemt af frosten.

Vanding kan være nødvendigt

Nyplantede roser kan have god gavn af vanding den første sæson indtil rødderne har fået fat. Mere veletablerede roser kan som oftest klare sig fint uden, men i tørre perioder i løbet af foråret og sommeren, kan det blive nødvendigt med en eller to grundvandinger så de holder gang i væksten og kan optage næring.

DSC 7700_800x530DSC 7633_800x530









Beskæring er en videnskab

Der kan skrives tykke bøger om, hvordan man skal beskære sine roser. Dels findes der mange meninger om hvordan roserne skal beskæres, og så findes der desuden forskellige beskæringsmetoder til de forskellige typer af roser. Prøver man at søge på nettet eller i bøger, bliver man nemt forvirret over de forskellige meninger og gode råd om emnet.

Formålet med beskæring af roser er først og fremmest at holde rosen sund og at forme den til en smuk og rigt blomstrende plante. Når det om foråret ikke længere er udsigt til nattefrost kan roserne beskæres. Hvis du følger et par grundregler, er du godt på vej:
  • Fjern alle døde, visne og knækkede grene
  • Fjern grene der vokser ind mod midten af rosen
  • Fjern hvert år et par af de ældste og tykkeste grene ved basis, eller lige over et kraftigt sideskud
  • Skær øvrige kraftige grene ned til den ønskede højde
  • Skær altid over en udadvendt knop
  • Gå et par skridt tilbage og se om busken ser harmonisk ud
Læs meget mere om pasning og pleje af roser, samt hvilke sorter du skal vælge på haveselskabet.dk

IMG 1689_448x597DSC7660 448x597








   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.