Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Mit liv med Danmark: Caroline Weber

Caroline Weber forsker i forskelle mellem dansk og tysk mentalitet ved universitetet i Kiel, og i denne udgave af ”Mit liv med Danmark” fortæller hun om, hvordan det muligvis er hensynet til familiens hund, der har vakt hendes store interesse for dansk kultur. Weber fortæller om sine skandinaviske studier i Göttingen og om, hvordan hun derigennem lærte at tale og skrive dansk.

Caroline Weber bliver interviewet på dansk og skifter i sine svar mellem dansk og tysk. I programmet fortæller hun også om sin masteropgave, der kom til at handle om noget af det mest afgørende for det nuværende dansk-tyske grænseland, nemlig krigen i 1864, herunder hvordan almindelige mennesker både på dansk og tysk side havde det med krigen og hinanden.

Og så får man af den unge forsker at vide, hvorfor det er vigtigt at huske og forstå, hvad der skete dengang, og at det i grænseegne ikke nytter at fortælle sin egen nationale historie, når man skal beskrive en fælles historie.

Med 11 nye programmer i serien ”Mit liv med Danmark” udbygger dk4 og Flensborg Avis TV samarbejdet for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og for at fremme kulturudvekslingen mellem Danmark og grænseregionen.
I programrækken undersøger vi, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark udenfor Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50 000 dansksindede i grænseregionen.
Programvært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.