Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Dansk-tysk med Matlok: Hans Munk Hansen

I denne udgave af ”Dansk-tysk med Matlok” er Siegfried Matlok på besøg i et af Københavns dejligste, historiske huse i Toldbodgade i det indre København.

Der møder han en mand, som selv har bidraget til bevarelsen af Københavns gamle bybillede, bl.a. med restaureringen af Det Gule Pakhus som bolighus i 1978. Matloks vært er arkitekt – ikke helt så kendt som Jørn Utzon eller Arne Jacobsen eller nutidens Bjarke Ingels, men en mand, der både nationalt og internationalt har vundet stor anerkendelse og modtaget de fornemmeste priser for sit virke, fx C. F. Hansen-medaljen, en pris fra Kronprins Frederik Fonden og endda EU´s medalje for sit livsværk.

Siegfried Matlok møder arkitekten, professor emeritus Hans Munk Hansen, der var en nær medarbejder og en personlig ven af Jørn Utzon. Sammen byggede de i 1959 en bygning til Nationalbanken i Teheran. Senere gik Munk Hansen sine egne veje – med stor kærlighed til Mellemøsten og Middelhavet. Mange danskere har i øvrigt også besøgt og beundret Dansk Folkeferies ferieby på Malta, der også er et af Munk Hansens mange udenlandske værker.

I over 40 år havde Munk Hansen en meget international engageret tegnestue i København, og i 1986 blev han udnævnt som professor med restaurering som fagområde ved Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor han selv fik sin uddannelse i 50-erne.

Når Hans Munk Hansen er en oplagt deltager i programrækken ”Dansk-tysk med Matlok” hænger det sammen med, at han er født i 1929 i Rinkenæs i Sønderjylland. Han gennemførte en håndværkslære som murer og tømrer og har i sine unge dage også oplevet modsætningerne mellem dansk og tysk. Den dag i dag betragter Munk Hansen sig nærmest som en Slesviger. Han tilbringer en del af året i sit skipperhus i Rinkenæs ved Flensborg fjord, og i programmet erfarer man også, hvad de dansk-tyske-slesvigske rødder har betydet for Munk Hansen, som Matlok betegner som en af det dansk-tyske grænselands største sønner.
mange danskere 
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.