Tenerifes sydkyst har gennem årtier tiltrukket solhungrende danske vinterturister. Kun få bruger dog ferieøens potentiale, og endnu færre er klar over, at begrebet ”turisme” opstod ved Puerto de la Cruz på den frodige nordø.
Hvilke tilbud har Tenerife at byde på, ud over smukke strande nedenfor de mange luksuriøse turist-resorts, på den næsten altid solbeskinnede sydkyst? At der er mange muligheder, hvis man er interesseret i historie og store naturoplevelser, har dk4´s serie ”Tenerife på kryds og tværs” allerede givet seerne nogle bud på, men der er meget mere. Programseriens del 3 handler om turisternes Tenerife og lægger ud med lidt historie.

Selvfølgelig besøges én af Tenerifes trækplastre Drago Milenario i vinbyen Icod de los Vinos, som alle busudflugter tager til. ”Her tager man så det obligatoriske foto af det måske mere end tusind år gamle dragetræ og drager hurtigt videre”, fortæller Frantz, men pointerer at den lille, gamle by har meget mere at byde på og derfor er værd at fordybe sig i.


I nærheden af Puerto de la Cruz ligger Tenerifes officielle vinmuseum smukt beliggende i en original gammel vingård. Her kan man smage på fremragende vine fra alle øens fem vinområder, og endelig er der et stort udvalg af restauranter. Her har Frantz valgt at præsentere to af sine absolut yndlingssteder ”El Taller, Seve Diaz” i Puerto de la Cruz´ gamle bydel og den smukt beliggende ”Terrazas del Sauzal” med udsigt ud over Atlanterhavet, El Teide og La Orotava dalen.

Som turist er man selvfølgelig interesseret i strandlivet. Også her giver Frantz seeren en række muligheder både på nord-, og sydøen, men én af strandene har fået særlig opmærksomhed. El Medano. Her er der nemlig et helt særligt miljø for wind-, og kitesurfere. El Medano er en by med et strandliv, der er med til at bryde med fordommen om, at Tenerife er en ø for pensionister. Tenerife har noget for alle aldre og interesser og byder på den ene overraskelse efter den anden, hvis man er åben for de muligheder, der er.
Til sidst i programmet kommer Frantz med følgende gode råd: Lej en bil og gerne med GPS, for skiltning kan være så misvisende og mangelfuld, at man nemt kan komme til at køre forkert. Det er billigt at leje biler, benzinen er billig, men at finde en P-plads er et sandt mareridt. Derfor: Betal for en plads i én af øens utallige parkeringshuse og undgå tidsspilde, frustrationer og kedelige skænderier i bilen.
Programmet er støttet af: Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark samt Turismo de Tenerife.

