Opskrift
40 minutter - 4 personer
Det skal du bruge:
• 800 g kartofler (almindelige)
• 100 ml cremefraiche 18 %
• 1 selleri med top
• 4 Salsiccia-pølser
• 1 bundt radiser
• 1 potte rød skovsyre
• Olivenolie, eddike, havsalt og sort peber
• Sennep
Sådan gør du:
Kartoffelmos
Vask kartoflerne godt og skær dem i halve. Kom dem i en gryde, tilsæt lidt salt og hæld vand ved, så kartoflerne netop er dækket. Hæld vandet fra, når kartoflerne er helt møre. Rør forsigtigt kartoflerne med en gaffel, og tilsæt cremefraiche og lidt sennep. Tilsmag med havsalt, sort peber og evt. lidt finthakket top fra sellerien.
Salsiccia-pølser
Steg pølserne i en anelse olivenolie ved jævn varme i 15 minutter, til de er sprøde og gennemvarme. Husk, at det er en rå pølse, der skal gennemsteges.
Selleri
Skræl sellerien forsigtigt, men lad lidt af toppen sidde på. Skær sellerien i både og damp dem under låg i 4-5 minutter i lidt vand med lidt olivenolie, havsalt og sort peber. Skær radiserne i kvarte og kom dem ved, når sellerien er dampet mør. Radiserne skal blot lige lunes.
Servering
Servér pølserne med den grove kartoffelmos toppet med rød skovsyre og dertil den dampede selleri med radiser samt lidt af lagen, som den er dampet i.