Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

I vikingernes land: Ribe

Kom med dk4 til vikingernes land. Over 6 udsendelser fortælles historien om den danske vikingetid.

Vikingetiden er den periode af oldtiden, der fascinerer mest. Det er der mange grunde til. Først og fremmest er der alle myterne om de vilde vikinger, der sejlede ud i verden for at handle og plyndre og bemægtige sig nyt land, hvor de bosatte sig. Dette er dog ikke hele sandheden.

Vikingetiden er den største og mest afgørende brydningstid, vi overhovedet har haft i Danmark. Vi gik fra forhistorisk til historiske tid, fra hedenskab til kristendom, fra et land bestående af mindre fyrstedømmer til et samlet kongerige, og endelig var der i vikingetiden en begyndende bydannelse med Hedeby, Aros, Odense og Roskilde som gode eksempler.

Den ældste by i Danmark er dog Ribe, der kan dateres helt tilbage til ca. år 705. Det er derfor i Ribe, dk4s Frantz Howitz har valgt at lægge ud, når han er på besøg i vikingernes verden. Her møder han eksperter og får alle de historiske fortællinger fortolket ud fra arkæologiske facts.

Hvordan vikingetiden udviklede sig i Ribe er der stadig en del usikkerhed omkring. Alle brikkerne er ikke fundet eller er måske forsvundet efterhånden som middelalderbyen blev bygget ovenpå vikingebyen. Ét er dog sikkert. Man ved nogenlunde, hvordan den allerældste by må have set ud. Da man skulle stabilisere fundamentet under Ribe Kunstmuseum, stødte man på tykke kulturlag med massevis af tingfund helt tilbage fra 700 årene. De efterfølgende udgravninger viste, at den første by har været en handelsplads med en bred hovedvej omgivet på begge sider af mindre parceller adskilt af grøfter.

Hele det allerældste Ribe er i dag rekonstrueret på Ribes Vikingecenter, hvor Frantz Howitz satte museumsinspektør Morten Søvsø stævne. Her findes også rekonstruktioner af fine huse fra flere perioder af vikingetiden fundet ved arkæologiske udgravninger i og omkring Ribe.

I vikingernes_land_Ribe_fotostater_grave_lilleÉn af de store sensationer var dog fundet af en tidlig kristen kirkegård fra den sene vikingetid på pladsen lige ved siden af Ribe Domkirke. Det mere end antyder, at Ribes allerførste kirke, som blev opført af Ansgar, må have ligget der, hvor den nuværende domkirke ligger.


Der er mange uafklarede spørgsmål, når det gælder Ribe i vikingetiden. Hvor var havnen placeret, og hvorfor er der ikke fundet rester efter vikingeskibe, hvorfor har byen tilsyneladende henlevet et fredeligt liv i vikingetiden, hvorfor har den magtfulde konge Harald Blåtand ikke sat noget præg på byen og dens omegn og hvor har byens elite og hersker haft til huse?? Kommende udgravninger bl.a. ved Vester Vedsted (hvor man har fundet den største guldskat fra Vikingetiden) kan måske give et svar på, om det var her, fyrsten boede, når han var på de kanter, og endelig er arkæologerne ved at finde ud af flere facts om Ribes befæstning.

De kommende udsendelser i serien ”I vikingernes land” ser på Nationalmuseets vikingeskatte, Kongernes Jelling, Ladbyfyrstens grav, Lindholm Høje/Fyrkat samt endelig Trelleborg.


I vikingernes_land_Ribe_smykker_lille


   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.