Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Anne-Vibeke rejser: Middelfart

I dette rejseprogram skal vi rundt i skønne Middelfart, der ligger lige der midt i Danmark. Byen ligger smukt ud til Lillebælt og jeg tror vi er mange, der kigger ned på byen, når vi passerer Lillebæltsbroen, men i dette rejseprogram er jeg stoppet for at se, hvad den gamle færgeby kan, når du skal holde ferie midt i Danmark.

Vi dykker ned i historien om færgefart og de to broer, der i dag forbinder Danmark med den største selvfølgelighed. Når du står på den hyggelige promenade, kan du se begge broer. Et flot syn.
Det maritime miljø ses også i selve byen. Vi besøger husene med de hængende haver, hvor hvalfangerne boede i tidernes morgen. Hvalfangerhistorien i Middelfart er et helt kapitel for sig og fortælles rigtig fint i museet Henner Friisers Hus, der er en del af Middelfarts Bymuseum.

Og vi skal selvfølge også hvalsafari, der er en smuk tur gennem Lillebælt. En naturoplevelse, der er meget mere end de svømmende marsvin.
Naturen er også imponerende i Naturpark Lillebælt, der er det kystnære landskab med både Lillebælt og alt det grønne på land. Det er oplagt at snøre vandreskoene, pakke en rygsæk og komme ud i det grønne.
Humlemagasinet, der ligger uden for Middelfart er også en fryd for øjet. En smuk anlagt have og flere mindre udstillinger.

Anne-Vibeke tager dig også med på Keramikmuseet Clay, der udstiller mange forskellig slags keramik, men som noget helt særlig kan du opleve historien om mere end 235 års designhistorie fra ikoniske danske keramikfabrikker som Den kgl. Porcelænsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia.

Få mange flere tips til ferien i Danmark på www.AnneVibekeRejser.dk
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.