Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Gensyn på dk4: Malerne på Skagen (4:4)

”Gensyn på dk4” giver dig mulighed for at se nogle af de skatte vi gemmer i vores arkiver. Bare fordi en samtale er forgået tilbage i de dage, hvor fjernsyn blev produceret i SD, eller med personer, der ikke er mere, kan der stadig være guld at hente. Vi håber i nyder vores ”vindue”.

Lise Svanholms og dk4s serie ”Malerne på Skagen” giver forklaringen på, hvorfor Laurits Tuxens malerier næsten ikke er at finde på Skagens Museum eller på Statens Museum for Kunst.
Politikens store kunstkritiker Karl Madsen er en gammel kending for de, der har fulgt med i dk4s serie i fire dele ”Malerne på Skagen”. Han giftede sig i Skagen samme år som ægteskabet mellem Anna og Michael Ancher samt Viggo og Martha Johansen blev indgået.

Gennem ægteskabet kom han i familie med de to kunstnerægtepar, idet han giftede sig med Martha Johansens søster – Henriette -, der samtidig var Anna Anchers kusine. Mindre end et år efter brylluppet døde Henriette imidlertid i barselsseng, og barnet blev i begyndelsen anbragt hos
Martha og Viggo Johansen.

Karl Madsen var selv maler, men lagde hurtigt maleriet på hylden og blev Danmarks dengang mest markante kunstkritiker – på den kulturradikale avis Politiken. Som anmelder støttede han bl.a. Anna Ancher, - men da den tidligere ven og kollega i Skagen Laurits Tuxen begyndte at male alle de kongelige både i Danmark og rundt om i Europa, blev det ham for meget.
Som kulturradikaler var Madsen imod Gud, konge og fædreland, og hans hetz mod Laurits Tuxen begyndte – både i ord som i gerning.

Da Skagens Museum blev oprettet, kom Karl Madsen med i bestyrelsen, og her sørgede han for, at alle de malerier og tegninger skagensmaleren Laurits Tuxen havde foræret museet – blev fjernet. Det er dog stadig Tuxens dobbeltskulptur af Michael Ancher og P.S. Krøyer, der tager imod museumsgæsterne i Skagen. Også på Statens Museum for kunst, sørgede han for, at Tuxens malerier blev forment adgang.

I dag er der kun et lille maleri af Tuxen på Statens Museum for Kunst, mens Skagens Museum efterhånden har købt et par fine billeder malet på det Skagen, hvor Tuxen elskede at bo sammen med sin anden kone.

Den Hirschsprungske Samling ejer et af Tuxens små kongelige portrætter – af dronning Victoria.
Skagens Museum har for nylig erhvervet sig P. S. Krøyers store maleri af Holger Drachmann – malet i Drachmanns hus, der i dag står som dengang nationalskjalden selv boede her.
Netop der, hvor Drachmann lod sig forevige af Krøyer, sætter Lise Svanholm sig til rette og fortæller Drachmanns historie.
Det er en historie om den store deroute, Drachmann var ude for i sin alderdom, men i Skagen tilgav vennerne ham alting og kaldte ham kærligt ”det gamle tummel”.

Det var Tuxen, der lagde hus til, da Drachmann blev hyldet i Skagen, men i København udviklede hyldesten sig til hån og skandale, og hans fødselsdagsstykke ”Hr. Oluf rider” blev pebet ud på Det Kongelige Teater.

Efter Holger Drachmanns og P.S. Krøyers død var kunstnerkolonien på Skagen ikke mere den samme, og nye ismer begyndte at vinde mere indpas i kunstverdenen. I dag strømmer publikum dog til for at se Skagensmalernes værker på Skagens Museum, og Den Hirschsprungske Samling og for at komme tættere på personerne gennem besøg i Drachmanns og Anna og Michael Anchers Hus.

dk4s serie ”Malerne på Skagen” baserer sig på Lise Svanholms bog med samme titel – og har haft forfatterinden selv som den gennemgående fortæller. Også det vil være med til at give både kendere og nye interesserede en forøget nysgerrighed i forhold til Skagensmalerne og deres liv og virke.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.