”Arkæologien Rundt” har aflagt Vikingeborgen Borgring et besøg under udgravningerne og følger op med de nyeste, overraskende teorier.

Man har hele tiden troet, at i hvert tilfælde to af borgens porte (nord -, og østporten) er blevet nedbrændt i forbindelse med oprøret imod Harald Blåtand, men det viser sig nu, at branden øjensynligt har fundet sted langt senere nemlig engang imellem år 1000 og 1025. Nærmere analyser af de nyfundne potteskår viser nemlig, at der er tale om en helt speciel anglo-skandinavisk type, som kaldes Stamfordkeramik. Netop denne keramiktype er speciel, da den kun findes registreret i Danmark og i Lund fra fundlag, der hører første fjerdedel af 1000-årene til. Derfor er den god at datere efter og er det vigtigste indicium på, i hvilken periode, der har været brand i to af Borgrings porte. Endnu mangler den vestlige port at blive udgravet, så her har arkæologerne endnu ikke oplysninger.
Det har tidligere været offentliggjort i dagspressen, at der har været to brande. Første brand i forbindelse med oprøret imod Harald Blåtand og så en senere brand i 1000-årene. Den teori holder ikke stik, idet der ikke er konstateret to tykke brandlag i nogle af de udgravede porte.
Der er indtil nu hverken fundet våben eller rester efter bebyggelse, men det dukker måske op under de næste to års udgravninger.

I borgens sydport har der ikke været brand, så derfor forventede Søren M. Sindbæk og Nanna Holm sig meget af udgravningsresultaterne her. De blev desværre en smule skuffede. En stor del af de fossile efterladenskaber i portområdet er nemlig eroderet eller gravet væk i forbindelse med dræning. Der blev dog fundet en stump bevaret egetræ, der nu er ved at blive dateret. Resultatet ventes med stor spænding, for et mere præcist årstal for påbegyndelsen af byggeriet vil få mange brikker til en fortolkning af anlægget til at falde på plads.


