Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Koncert med Malene Mortensen & Ole Kock Hansen - live fra Studio 55

Få en musikalsk oplevelse i ”Live fra Studio 55”, hver gang på dk4!

Malene Mortensen har allerede haft en lang karriere, og med musikalske forældre var det ikke fjernt at gå efter den musikalske drøm. I 2001, 19 år gammel, deltog Malene Mortensen i ”Stjerne for en aften” og året efter i Melodi Grand Prix, som det danske bud på en vinder. Det gik ikke helt som håbet og livet som popstjerne blev kort. Men hjertet bankede for musikken og talentet var til stede, så nye døre åbnede sig.

Muligheden for at arbejde med nogle af Danmarks bedste jazzmusikere Niels-Henning Ørsted Pedersen, Niels Lan Doky samt Alex Riel bød sig, og samarbejdet førte til debutalbummet ”Paradise”. Malene Mortensen føler sig hjemme i jazzgenren, der giver plads til leg og improvisationer. I 15 år har hun turneret verden rundt og arbejdet med mange forskellige musikere.

Livet på turné er hårdt og behovet for at komme lidt tættere på sit publikum, samt en familieforøgelse i 2017 gjorde, at lysten til at arbejde og blive lidt mere i Danmark tog til. Hun begyndte at tage ud på plejecentre med musik fra den danske sangskat, ikke den vi møder i Højskolesangbogen, men de sange, som var en stor del af dansk film og operetter i 30’- og 40’erne, nemlig sange af Kai Normann Andersen.

I denne koncert, hvor hun veloplagt fremlægger sangene, har hun et lille orkester bestående af den danske pianist, og modtager af Ben Webster-prisen, Ole Koch Hansen med som akkompagnatør og arrangør, den velrenommerede Andreas Svendsen på trommer samt den anerkendte bassist Anders Fjeldsted – så det er et stærkt orkester, der underbygger hendes klokkerene stemme.

Vedkommende, genkendelige tekster i en blød jazzet udgave i ”Koncert med Malene Mortensen & Ole Kock Hansen - live fra Studio 55”.


dk4 har sat scenen og lader et væld af danske bands indtage den. Den musikalske bredde er stor i Danmark – det er bare ikke alle genrer, der får lige meget plads i det offentlige rum. I ”Live fra Studio 55” har musikerne scenen i godt 60 min., hvor de kan præsentere hele deres set – og ikke kun det enkelte hit.

Få en musikalsk oplevelse i ”Live fra Studio 55”, hver gang på dk4!
Måske taler genren umiddelbart ikke til dig, men nærheden og intensiteten, der findes i håndspillet live musik, kan ikke sammenlignes med det, man hører i radioen.

Koncert med_Malene_Mortensen_og_Ole_Kock_live_fra_Studio55_2_900
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.