Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Gensyn på dk4: Bi Skaarups bedste - fiskeretter til Frederik d. 2.s bord

På Frederik d. 2.´s tid var ferskvandsfisk udelukkende forbeholdt de kongelige borde. For almindelige mennesker var der hårde straffe for at fiske i søerne i bl.a. Grib Skov, der var kongens ejendom.

Netop Gribskov gemmer på en ikke udforsket kulturhistorisk ”hemmelighed”. De mange søer i skoven er nemlig dele af et sindrigt system af fiskedamme, som Frederik d. 2. lod anlægge. Her udklækkedes indsamlet fiskeyngel i en ”yngledam”. Derefter blev hele dammen tømt for vand og de små fisk indsamlet og ført videre til en ny dam – ”lejedammen”, hvor de voksede op, for til sidst at ende i én af ”spisedammene” ved Frederiksborg Slot.

Historien om Frederik d. 2.´s fiskedamme er én af de historier der fortælles, når madhistoriker Bi Skaarup og studievært Frantz Howitz går i køkkenet og tilbereder en fiskemenu med retter, der kunne være serveret ved det kongelige bord på Frederiksborg Slot.

Et godt eksempel på en ferskvandsfisk, der var yderst eftertragtet i Renæssancen er gedden. Her har BI Skaarup fundet en opskrift på ”geddepølser i pandekager” i én af datidens banebrydende kogebøger ”Ein new Kochbuch” forfattet af køkkenchefen Marx Rumpolt i 1581. Kogebogen er dedikeret til Frederik d. 2.´s storesøster Anna, der var kurfyrstinde i Sachsen. Med andre ord kunne de flere hundrede opskrifter i kogebogen nemt være eksempler på retter til Frederik d. 2.´s bord.

”Fiskeretter til Frederik d. 2.´s bord” blev optaget i Bi Skaarups kursuscenter for historisk madlavning på Falster.
Bi Skaarup døde efter længere tids sygdom i 2014.


”Gensyn på dk4” giver mulighed for at se, eller gense, skatte fra dk4’s tv-arkiv. Udsendelsernes tekniske kvalitet er af ældre dato.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.