Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Mit liv med Danmark: Birte Pauls

Birte Pauls er sygeplejerske og socialpolitisk ordfører for det tyske socialdemokrati i landdagen i Kiel. Hun har prøvet at arbejde i både det danske og det tyske sundhedsvæsen, og hun mener, at det danske stadig er bedre end det tyske på mange områder.

Birte Pauls er opvokset i et tysk hjem og havde ingen forbindelse til det danske, indtil hun fik en dansk kæreste og flyttede til Danmark i 1993. Her arbejdede hun som sygeplejerske i en lille hjerteklinik i København i fire år. I løbet af disse år blev hun ikke mindst glad for den personlige måde, man tog højde for patienter på, og den gode tone mellem sygeplejersker og læger. Efterfølgende vendte hun hjem til Tyskland, hvor hun for alvor blev klar over forskellen mellem det tyske og det danske system.

Birte Pauls er gæst i denne udgave af ”Mit liv med Danmark”, og i programmet fortæller hun mere specifikt om de mangler, hun ser i plejen i Tyskland, og forklarer, hvorfor hun mener, at behandlingen af patienter er bedre i Danmark. Hun taler også om sit politiske arbejde, hvor hun forsøger at få plejeområdet og dets udfordringer i fokus og overbevise de borgerlige konservative om sit synspunkt.

Med 11 nye programmer i serien ”Mit liv med Danmark” udbygger dk4 og Flensborg Avis TV samarbejdet for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og for at fremme kulturudvekslingen mellem Danmark og grænseregionen.
I programrækken undersøger vi, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark udenfor Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50 000 dansksindede i grænseregionen.

Programvært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.